En af dagens historier går på, at boligselskaber i år smider 30-40% flere lejere ud, end de gjorde sidste år. Udsættelserne sker, fordi folk ikke har været i stand til at betale deres husleje. Der er, så vidt man får at vide, ikke nogen overhyppighed af folk med misbrugsproblemer eller psykiske problemer, men der er simpelthen tale om mennesker, der skal leve af starthjælp, introduktionsydelse eller nedsat kontanthjælp p. gr. af manglende evne til at leve op til 450-timersreglen. Så er det, at jeg risikerer at kandidere til årets paphovedepris ved at udbryde: Jamen, jeg troede … Ja, jeg troede faktisk, at det her i dronningeriget forholdt sig sådan, at mennesker med en lav indtægt modtog boligsikring, der netop, hallo, har til formål at sikre boligen. Altså sikre, at forældre og deres børn ikke bliver sat til at overnatte i parker i november måned.

Men sådan er det altså åbenbart ikke mere. Og når socialministeren skyder det hele hen på den økonomiske krise, og i øvrigt også henviser til, at selv husejere bliver sat på gaden i disse tider, fordi de er blevet arbejdsløse og ikke længere kan betale terminen, så er det altså, at jeg ikke synes, det er godt nok! Selv aner jeg ikke, hvor jeg skulle gå hen, hvis jeg blev sat ud af min bolig. Op og campere i kommunens forhal, måske?