Log ind | NoNameYet - Tante Lillas navnløse blog?
07/09 - 2010

31. januar 2009

Banditter

Gemt under: Ikke kategoriseret — Tags:, , — admin @ 17:18

Nu vil DF’s Peter Skaarup udvise ikke-danske statsborgere, hvis de bliver dømt for ulovlig våbenbesiddelse og anden banditadfærd. Helt fint med mig, så længe de også finder en måde til at udvise rockerne for de samme forseelser.

Men dem er der vel ingen, der vil have.

30. januar 2009

Grimur von Grimwald

Gemt under: Ikke kategoriseret — Tags:, — admin @ 22:34

Også kaldet WordPress Classic. Jeg var ved at redigere mit eget “lilla” design, og da jeg skulle gemme filen, forsvandt den pludselig. En fejl, der af og til opstår på dette webhotel, nemlig “no more space on device” var indtrådt, og så var jeg nødt til at revertere til dette grimme design. Dette indlæg er mest for at teste, om ovenstående fejl også bevirker, at man ikke kan lave indlæg. Vi får se.

3 timer senere er serverproblemet løst og jeg har – næsten – rekonstrueret mit oprindelig design. Der er dog nogle små “tweaks”, jeg har lavet over de seneste uger, som nok vil tage lige så lang tid at få tilbage. ØV. Man skulle til at tage nogle flere back-ups. Men selvfølgelig er en gammel backup bedre end ingen backup. Lidt bedre. Ikke meget.

Det fortabte ****

Gemt under: Ikke kategoriseret — Tags:, , , , — admin @ 11:41

Mit ekstra batteri til digitalkameraet havde forputtet sig. Det irriterede for meget, så der blev ledt store huller i gulvene her i huset. Til sidst fandt jeg minsandten tingesten, og jeg sidder her med en triumferende følelse af endnu en gang at have overvundet kaos.

Det var et uoriginalt batteri, som jeg sjældent bruger, det er bare en ekstra sikkerhed, når jeg har kameraet med til diverse begivenheder, det har kostet under 100 kr., og hvis jeg bestilte et nyt i dag, ville jeg sikkert have det allerede i morgen. Så denne følelse af triumf efter at have spildt et par timer på at lede efter tingesten, den er vel helt malplaceret? Og så alligevel …

28. januar 2009

Uvildig rådgiver

Gemt under: Ikke kategoriseret — Tags:, , , — admin @ 21:24

Det skulle være en branche i vækst. Der er tale om økonomiske rådgivere. Tror pokker, at folk ikke stoler på deres bankrådgivere mere. Jeg kan kun sige, at jeg ærgrer mig over, at jeg har stolet på min. Det er jeg blevet fattigere af.

Man skal huske at spørge sig selv: “Hvem tjener på det?”. Det burde være et simpelt kneb til at afsløre et hvert gustent motiv. Problemet har vel bare været, at vi alle tjente på selv de mest gustne transaktioner i de gode tider. Men nu kan vi så lære, hvilken side brødet skal smøres på, kan vi!

27. januar 2009

Tidlig agurketid?

Gemt under: Ikke kategoriseret — Tags:, , , — admin @ 21:08

Nyheden om sæsonens første danske agurker ramte overskrifterne samtidig med et emne, der omhandler, hvordan forældre til teenagebørn bliver bestjålet, når de holder fester for deres børn og disses venner. Smykker, ure, tøj, mobiltelefoner og andre værdifulde småting kan man risikere at blive af med, hvis man lader sit barn holde en fest.

Så er det jeg tænker: Hvorfor kommer det frem lige nu? Mon ikke altid det har været sådan, at der er brådne kar overalt? Hvis der er alkohol involveret og hvis forældrene ikke er hjemme, skal de vel ikke være overraskede over, at den slags forekommer. Man kan selvfølgelig med fuld ret hævde, at det overskrider reglerne for gæstevenskab, men jeg mener ikke, der er noget nyt i, at disse bliver brudt. Heller ikke blandt andre aldersklasser. Man kan naturligvis beklage, at det er på den måde, men en nyhed er det vel netop ikke.

25. januar 2009

Nostalgi

Gemt under: Ikke kategoriseret — Tags:, , — admin @ 18:33

Madame ovre på Madames Huskeblog bringer et link til det Kongelige Bibliotek, hvor fremsynede personer har lagt alle Daell’s Varehus’ kataloger fra små hundrede år. Der er tale om et enestående stykke kulturhistorie, men også personlig nostalgi for mit vedkommende. Da jeg var barn, syede min mor kjoler til mig af stof fra Daell’s Varehus. Der var tale om det såkaldte “kjolelærred”, bomuldsstof med trykt mønster. Prisen? De første år var det 1,95 pr. meter, siden steg det vist helt op til 4,25 kr.

Somme tider fik man selv lov til at vælge fra kataloget!

24. januar 2009

Ka’ du fatte det, Per**(*)?

Gemt under: Ikke kategoriseret — Tags:, , — admin @ 16:14

Førsteprisen i konkurrencen om mest tåbelige diskussion i sidste uge tilfalder debatten om, hvorvidt betjenten sagde Perker eller Perle, da han anholdt en dansk-palæstinenser i en demonstration mod krigen i Gaza.

Diskussionen er tåbelig, fordi politiet hverken skal kalde borgerne det ene eller det andet. Hvis de kender borgerens efternavn, kan de bruge det, med hr. eller fr. foran. Ellers skal de ikke kalde os noget som helst!

20. januar 2009

Selvynk

Gemt under: Ikke kategoriseret — Tags:, — admin @ 14:26

Her på den dag, der fulgte efter den sureste dag i året, må jeg indrømme, at jeg lider lidt af selvmedlidenhed. Jeg har delt tjeneste hver mandag og torsdag, sådan at jeg arbejder både dag og aften. Når man har været på aftenarbejde mandag, er man sådan set dødtræt og længes efter week-end allerede tirsdag morgen. Nå, men man skal vel være “glad og taknemmelig”, fordi man har et job overhovedet. Eller hvad?

19. januar 2009

Den sureste…

Gemt under: Ikke kategoriseret — Tags:, , , , — admin @ 16:30

Man har åbenbart udnævnt dagen i dag til den sureste dag i hele året. Årsagen? Det skulle være noget med, at det er ved at være længe siden jul, der er længe til den næste ferie, folk har økonomiske tømmermænd efter julefesten, og der er også længe til lønningsdag.

Ja, jeg melder hus forbi. Synes i øvrigt også, at det ikke er nogen hjælp til folk, der evt. er lidt vinterdeprimerede sådan at udnævne en bestemt dag til at være den værste.

18. januar 2009

Hot/not – end en gang

Gemt under: Ikke kategoriseret — Tags:, , , — admin @ 18:44

Jeg prøver lige det her en gang mere, nu har jeg jo lavet grafik, og den skal da bruges. Det er måske nok en lidt simpel øvelse, dette her, og det er sikkert meget typisk for europæisk tankegang, at man partout skal se kun to sider af alting – i stedet for at se alle de facetter, der måtte være på en helhed. Men her kommer de alligevel, måske med lidt indbygget paradoks, der kan give en antydning af, at der måske er mere end to sider:

hot

  • generositet
  • sparsommelighed
  • fornuft
  • glæde

not

  • nærighed
  • bevidstløst forbrug
  • vanetænkning

Når man ser på disse, kunne man godt tro, at jeg alligevel havde været i gang med nogle nytårsforsætter. Det har jeg ikke, men jeg har givet min økonomi en kritisk gennemgang. Gennemgangen har resulteret i, at jeg har skåret i budgettet på nogle steder, hvor jeg ikke fik noget eller ikke fik nok for pengene. Det er jeg foreløbig meget godt tilfreds med. Det skulle jo gerne resultere i, at der bliver flere penge til de ting, der betyder noget.

ældre indlæg »