Men de kan ikke veksles til kontanter. Dette er essensen af, hvad nogle socialrådgivere siger om den nye lov, der forpligter boligselskaberne til at melde ud til kommunen, hvis nogle af deres lejere er i fare for at blive sat på gaden. Det er svært for mig at forstå, hvordan den situation overhovedet kan opstå i dagens Danmark, specielt når det gælder børnefamilier.
Samtidig måtte jeg tage mig i at være lidt smålig, for jeg kunne se, at flere af de kvinder, udsætningsforretningerne gik ud over, godt havde råd til at ryge cigaretter. Men noget skal man vel have til at dulme nerverne med, mens man venter på fogeden.
Det er yderst sjældent, at jeg sidder oppe den halve nat for at se gyserfilm. Godt det samme. Nu er jeg imidlertid faldet i “Domestic Disturbance”, og så måtte jeg lige se den til enden. Det er nødvendigt at få slutningen med i den slags film. Ellers får man jo ikke sit verdensbillede genoprettet til den status, at de gode vinder og de onde taber. For det er da sådan, det er, ikke?
Politikerne har omsider fået øjnene op for, at børn ikke kan lære, hvis de ikke får ordentlig mad at spise. Derfor er der nu initiativer i gang for at få alle skoler til at tilbyde et sundt måltid mad til eleverne hver dag. Godt så. Men forældrene skal betale, og der skal stadig være frit valg på alle hylder.
Det vil efter min mening betyde, at lige præcis de børn, der har allermest brug for sådan et måltid, ikke får det. Det er liberalisme, når det er værst. Ja, i princippet er det selvfølgelig forældrenes ansvar, at deres børn får ordentlig mad, men hvad med de børn, hvis forældre ikke kan/vil leve op til det ansvar? Skal vi acceptere, at det bare er ærgerligt?
Afghanistans præsident, Hamid Karzai, har for at tækkes det shiahmusklimske mindretal i landet underskrevet en lov, der giver shariahvilkår til shiahmuslimer i Afghanistan. Loven betyder bl.a. at kvinder kun kan forlade deres hjem, hvis de har fået tilladelse til det af deres mænd, at voldtægt indenfor ægteskab er tilladt og andre uhyrligheder.
Som en afghansk kvinde sagde: Nej, det er ikke de shiahmuslimske kvinder, der har ønsket dette. Det er kun nogle få shiahmuslimske mænd, der har siddet sammen og fundet på det her.
Her er det så, min sjældne ros til udenrigsministeren indtræffer: Han har nemlig sporenstrengs skrevet til den afghanske regering og forlangt, at den straks kalder loven tilbage. Vi har soldater i det land for at hjælpe dem med at opbygge demokrati og i det hele taget genvinde civilisationen efter talebanernes hærgen. Vi er der ikke for at understøtte sådan noget som shariah. Det kunne lige passe, at unge danskere skal dø for at forsvare den slags. Bravo, Per Stig!